Havefestival i private haver: ”Interessen for at dele planter med hinanden er vokset enormt”
Hundredvis af private haveejere åbner i weekenden den 10.-11. juni havelågen for alle med haveinteresse, når Haveselskabets årlige havefestival løber af stablen. Mange steder vil der også være små boder med frø, stiklinger og overskydende planter, for interessen for at dele planter med hinanden vokser helt enormt i disse år, lyder det fra Haveselskabets direktør.

Drømmer du om en romantisk have med engelske roser og en pergola med klematis? Eller en skovhave med havedam og hostaer eller surbundsbede med rododendron og lyng? Eller måske vil du bare gerne have ny inspiration til haven og opleve andre måder at indrette sig på udenfor. I weekenden den 10.-11. juni åbner hundredvis af private haveejere over hele landet lågen til Haveselskabets havefestival og inviterer andre haveinteresserede indenfor, så de kan gå på opdagelse og lade sig inspirere af forskellige måder at dyrke have på.
”Havefestivalen er en enestående mulighed for at komme ud og få inspiration i private haver og tale med ’almindelige’ haveejere om, hvordan de bruger deres have i hverdagen. Hvordan har de skabt den, og hvilke gode råd vil de give med på vejen, hvis man selv vil lave noget lignende? Det er ikke en udstilling, men inspiration og erfaring direkte fra den ene haveejer til den anden – ligesom når man sludrer med naboen over hækken og får et fif til at gøde roserne eller håndtere skvalderkålen,” forklarer Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet.
Det kan virke grænseoverskridende at gå ind i en fremmed have, men de åbne haver er netop en invitation om at komme indenfor, og det er en ganske unik mulighed for at få inspiration og dele erfaringer om alt fra georginer og rododendron til højbede og køkkenhave.
”Haveejerne er som regel til stede og byder indenfor i haven. Som besøgende vælger man selv, om man har lyst til at opleve haven på egen hånd, eller om man vil tale med værten om haven. Personligt har jeg selv fået meget ud af at tale med ejerne i de mange åbne haver, jeg har besøgt. Jeg har lært af deres dyrekøbte erfaringer og oplevet, hvilke glæder en særlig blomst eller en hyggelig krog i haven giver dem. Det gør alt sammen indtryk og har givet masser af inspiration til min egen have og til min måde at bruge haven på,” siger Charlotte Garby.
”Det giver mig altid masser af ideer”
En af dem, der har været på havefestival flere gange, er Trine Thomsen fra Køge.
”En have kan indrettes på uendeligt mange måder, og derfor er det altid spændende at se, hvordan andre har valgt at gøre. Det er ikke, fordi jeg går hjem og laver hele min have om, når jeg har været på havefestival, men jeg går altid hjem med masser af ideer,” siger hun.
De åbne haver på Haveselskabets havefestival er lige så forskellige, som de tusindvis af haver rundt om i Danmark. Her er både romantiske haver, landbohaver, japanske haver, skyggehaver og staudehaver, ligesom der er haver, der dyrkes efter principper om f.eks. selvforsyning eller hjemmehørende arter og haver, hvor der er fokus på at give plads og tid til både børn og voksne.
”Det er en helt anden oplevelse at komme ud og se og røre og dufte haverne end at sidde hjemme bag skærmen for at få inspiration. At komme rundt i hele haven, gå mellem bedene og tale med haveejerne om, hvordan haven ser ud om vinteren, eller hvor meget tid det kræver at holde den – det kan ikke sammenlignes med at læse en havebog eller søge inspiration på nettet,” forklarer Trine Thomsen.
En af havelivets største tendenser: Vi deler med hinanden som aldrig før
I mange af de åbne haver vil der også være havesalg, hvor man kan købe stiklinger, frø eller små planter fra den pågældende have.
”En af de største tendenser blandt haveejerne lige nu er at dele planter med hinanden. Det har altid været populært blandt haveejere at dele med hinanden, men interessen er vokset helt enormt de seneste år, og vi ser stadig flere haveejere sælge eller bortgive overskydende planter fra små vejboder og i online-havegrupper,” siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet.
”Når haveejerne deler planter med hinanden, deler de som regel også erfaringer. Det kan være, at lige denne sort er mere pladskrævende eller har brug for mere sol eller mere skygge, og det er værdifuld viden for den næste haveejer. Havefestivalen blev oprindeligt skabt for at haveejerne kunne dele havelivet og inspirere og lære af hinanden. Derfor glæder det mig, at interessen for at dele haven vokser og også spreder sig til nye generationer,” tilføjer Charlotte Garby.
Find åbne haver i dit lokalområde her
På Haveselskabet.dk/havefestival kan du se, hvor der er åbne haver, og f.eks. også om du må have hund med, om haven er tilgængelig for kørestol, og om der er salg af planter.
Du behøver ikke være medlem af Haveselskabet for at besøge Havefestivalens åbne haver.
Om Haveselskabets havefestival
En del af Haveselskabets medlemmer har åbne haver året rundt. Én gang om året holder ekstra mange haver åbent, nemlig under Havefestivalen. Festivalen flytter hvert år til en ny weekend, og det er der en særlig grund til. Haverne ser nemlig ikke ens ud hele året. I foråret ser man typisk tulipaner, syrener og blomstrende æbletræer, mens sensommeren ofte byder på roser, georginer og sommerfuglebuske. Under årets havefestival i juni vil man blandt andet kunne se tidlige roser, pæoner, iris og andre stauder, ligesom hylden også vil være på vej til at springe ud, og dele af køkkenhaven er klar til høst.
Læs mere på Haveselskabet.dk.



Nøgleord
Kontakter
Bente Yde EnertPresse- og kommunikationschef
Tlf:40 40 24 20be@haveselskabet.dkLinks
Det Kgl. Danske Haveselskab – Haveselskabet
Haveselskabets medlemmer er lige så forskellige som deres haver - haveglæden den deler de. Nogen er til vildt pæn have, andre til køkkenhave. Haveselskabet er en NGO, der har til formål at fremme interessen og kendskabet til at dyrke have. Haveselskabet har siden 1900 udgivet medlemsmagasinet HAVEN, der udkommer 10 gange om året. Læs mere på haveselskabet.dk.
Følg pressemeddelelser fra Haveselskabet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Haveselskabet
Tid til at dyrke køkkenhave – uden sved på panden26.3.2025 16:03:47 CET | Pressemeddelelse
Tusindvis af danskere gør netop nu klar til en ny sæson i køkkenhaven, og mange gør, som de altid har gjort: Knokler med at vende jorden først. Men det kan de med fordel droppe, siger Haveselskabet, som slår et slag for den gravefri køkkenhave ved at invitere en den engelske ’no dig’-haveguru Charles Dowding til landet for at inspirere flere til en nemmere køkkenhave.
Haveselskabets Have overdrages til Slots- og Kulturstyrelsen30.1.2025 13:26:34 CET | Pressemeddelelse
I forbindelse med et naturligt udløb af den nuværende lejekontrakt, har Haveselskabet efter grundige overvejelser valgt at overdrage driften af området pr. 30. juni 2025 til Slots- og Kulturstyrelsen.
Det’ sørme, det’ sandt … det’ stadig havevejr6.12.2024 12:02:38 CET | Pressemeddelelse
Haveselskabets 5 gode gøremål i haven i december Julen står for døren, men det er stadig vejr til at gå i haven – og der er heldigvis masser af gode ting at tage sig til derude. Her giver Haveselskabet tre gode ideer til, hvad du kan gøre i haven lige nu – og både gøre noget godt for den og for dig selv.
Årets (nye) gang i haven: ” November er ved at blive en havemåned i klassisk forstand – det skal vi vænne os til”8.11.2024 11:47:54 CET | Pressemeddelelse
Klimaforandringerne har ændret årets gang i haven, og få ting er i dag, som da vi voksede op. Haveselskabet har derfor lavet en guide til, hvad du kan gøre måned for måned, nu hvor tommelfingerregler som at klippe hæk før Skt. Hans og beskære roser til dronningens fødselsdag ikke længere dur. Her får du inspiration til gode gøremål i haven i november. Haveselskabets 5 gode gøremål i haven i november
Haveselskabet inviterer internationalt stjernefrø til Danmark: ”Han tager os med ind i fremtiden og viser os, hvad vi som haveejere er nødt til at tage alvorligt”11.10.2024 11:59:08 CEST | Pressemeddelelse
Han er en ’rising star’ i den internationale haveverden og har længe været en af de mest efterspurgte havedesignere i London. I oktober kommer Stefano Marinaz til Danmark på en foredragsturné til Roskilde, Viborg og Vejen, hvor han fortæller om, hvordan vi kan indrette vores haver til at håndtere fremtidens klima og styrke biodiversiteten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum